» Nyheder

05-03-2010 Brobygning med succes

16 blomsterkasser stod i dag klar i Selandias VVS-afdeling. De var resultatet af et brobygningsforløb hvor VVS-afdelingens grundforløbselever havde ansvaret for at vise en gruppe brobygningselever, hvad de kan lære på Selandia – og ikke mindst hvilket fællesskab de kan blive en del af.

Af: Louise Mai Rasmussen, kommunikationsmedarbejder

De er ikke bare en påmindelse om foråret – de 16 blomsterkasser. De er også et symbol på, hvordan brobygningselever og gundforløbselever kan arbejde sammen og lære samtidig. Som et led i et brobygningsforløb har eleverne fra VVS-afdelingens grundforløb nemlig ageret undervisere for en dag og haft ansvaret for at vise de måske kommende Selandia-elever, hvordan det er at være VVS-elev på Selandia.

- Brobygningseleverne synes, at det er meget sjovere at blive undervist af unge på deres egen alder, og samtidig føler de, at de er noget sammen med de elever, der går her, forklarer Niels Tim Brøndel, der er underviser på VVS.

- Det er jo netop de elever, vi gerne vil have til at vælge Selandia, så det er vigtigt, at de bliver en del af det fællesskab, vi har på stedet og samtidig har det sjovt.

At denne mission er lykkes, er der ingen tvivl om. Til evalueringen fløj kommentarer som: ”herre blæret” og ”meget federe end ellers” gennem luften, mens grundforløbseleverne så smilende til. Det var nemlig ikke kun brobygningseleverne, der var begejstrede for forløbet. Også for Selandias elever var det en succesoplevelse.

- Det er sjovt at se, hvordan grundforløbeleverne pludselig kan mange flere ting, når de har en flok brobygningselever, der kigger på, fortæller Niels Tim Brøndel med et smil.

- Jeg har oplevet et enormt engagement og en stolthed for faget.

Casper Fredslund og Rasmus Brodersen er to af de grundforløbselever, der har haft fornøjelsen af at vise deres kunnen overfor gruppen af brobygningselever. Også de deler begejstringen.

- Det har været rigtig sjovt at undervise, og det er spændende at få lov til at prøve de ting af, vi har lært, fortæller de to elever, der begge afslutter deres grundforløbsprojekt på mandag.

Hvem ved, måske er det ikke sidste gang, Casper Fredslund og Rasmus Brodersen får lov til at svinge brænder og hammer foran en gruppe brobygningselever. Ovenpå brobygningsforløbets succes lover Niels Tim Brøndel nemlig, at det ikke er sidste gang, et brobygningsforløb på Selandia ser sådan ud.
 



Udskriv